Har du selv eller er du pårørende til en, der har fået en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning?
Klinikkens navn, Apofysio, er dannet ud fra ordene “apopleksi” og “fysioterapi” og størstedelen af de mennesker, vi ser i klinikken kommer pga. af fysiske udfordringer efter en apopleksi.
Symptomer efter hjerneblødning og blodprop varierer enormt i sværhedsgrad. Du kan opleve meget indgribende symptomer eller næsten usynlige – og alt derimellem.
Fælles for alle er, at funktionsniveauet kan bedres med specialiseret genoptræning. Uanset hvor stor skaden er, hvor den er placeret, hvor længe det er siden, du har fået den og om du er 30 eller 85 år, kan man i de fleste tilfælde forbedre de følger, som man oplever efter hjerneblødning eller blodprop i hjernen.
Genoptræning efter hjerneblødning eller blodprop i hjernen
Lige som hver enkelt menneske er unikt, skal den fysioterapeutiske træning tilpasses den enkelte. Selv om man gerne vil kunne sammenligne sig med andre i samme situation, er dette desværre ikke muligt, når det drejer sig om apopleksi. To mennesker, som begge er ramt i fx den hø. side af hjernen, kan således ikke sammenlignes, og hvad der virker hos den ene, kan nødvendigvis ikke overføres til den anden. Hvilke former for træning, som netop virker for dig, finder vi sammen frem til gennem grundig fysioterapeutisk undersøgelse og udredning.
Forskning viser, at genoptræning efter blodprop i hjernen eller hjerneblødning bevirker, at hjernen til en vis grad kan genlære de tabte funktioner i et andet område end det skadede. Vores hjerne kan lære hele livet igennem, men for at læringen kan finde sted, skal hjernen udfordres og stimuleres korrekt.
Omvendt viser forskningen også, at mangelfuld genoptræning efter hjerneblødning og blodprop bevirker en yderligere forringelse af de funktioner, der er tilbage, fordi du taber muskelstyrke, når du ikke bruger kroppen tilstrækkeligt.
På sigt resulterer det i svækkelse af fysiske funktioner – som f.eks. at kunne gå eller rejse sig fra en stol.
Hvor meget skal jeg træne?
Vi ønsker at være et supplement til dit kommunale træningstilbud. Dette så du kan øge intensiteten i din træning, da man ved, at dette giver de bedste resultater.
Træner du fx 2 gange om ugen i dit offentlige træningstilbud, kan du supplere op med træning hos os 1-3 gange.
Træningen hos os planlægges på dage, så det ikke går ud over din øvrige træning.